Søk
dåre 
substantiv
BØYNINGen; dåren, dårer
UTTALE[då:`rə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt dári, trolig fra middelnedertysk dore 'en som er sinnssyk; (også) en som er døv', substantivert adjektiv med grunnbetydning 'omtåket'
BETYDNING OG BRUK
foreldet eller arkaiserende
 sinnssyk eller sterkt psykisk utviklingshemmet person
SITATER
  • det var også som hævnen rammet deres stegt, da deres barn siden blev for dårer at regne
     (Carl Schøyen: Tre stammers møte 100 1919)
  • jf.
     Henrik Ibsen: Brand 150 1885
litterært
 enfoldig, tåpelig person
; person som (i en viss situasjon) tenker, taler eller handler uforstandig
SITATER
  • visdom er for høi for dåren
     (Ordsp 24,7; 2011: henger for høyt for den dumme)
  • I dårer og senhjertede til å tro alt det profeterne har talt!
     (Luk 24,25; 2011: så uforstandige dere er)
  • [kjærligheten] trådte skik og vedtægt under fod, og lo af verdens kloge dårer!
     (Henrik Ibsen: Kærlighedens komedie 101 1873)
  • å jeg troskyldige dåre!
     (Henrik Ibsen: Vildanden 230 1884)
  • dans og spil og forlibelse, alt var i og for sig saare vel, og kun daarer, ja egentlig kun helt ugudelige personer kunde ville negte det!
     (Bernt Lie: Mot Overmagt 89 1907)
  • digter var han blandt unge daarer
     (Herman Wildenvey: Fiken av Tistler 77 1925)
  • Mathias Rust var tysker, en tysk dåre, en av de virkelig store dårene fra det tjuende århundret
     (Jonny Halberg: En uskyldig tid 116 2002)
UTTRYKK
en dåre kan spørre mere enn ti vise kan svare
ordtak