Det Norske Akademis Ordbok

innmari

innmari 
adjektiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLubøyelig
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[i`nmari]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
trolig av innful, til dialektalt marig 'morken'
BETYDNING OG BRUK
1 
muntlig
 utspekulert
; lur
EKSEMPEL
  • ikke vær så innmari
SITATER
  • Haldorsen sat og så på ham – med et inmari flir
     (Ove Arthur Ansteinsson Det røde vælde 14 1912)
  • «Puh, tror du ikke det kvindfolket kunde være inmarje nok til at farve haaret sit brunt for at bli ukjendelig?»
     (Rudolf Muus Paa jagt efter Blenda Svanholm 64 1919)
  • der kom et inmari smil paa hans ansigt
     (Hans Aanrud Fortællinger I 86 1923)
  • [et] inmari spørsmål
     (Tidens Tegn 1934/254/7/6)
2 
i høy grad
; ekte
; ordentlig
SITATER
  • din indmarge dumrian!
     (Jonas Lie Gaa paa! 215 1882)
  • en inmari kjæltring
     (Tryggve Andersen Dagbog fra en sjøreise 22 1923)
  • [han] skulle være så innmari kar, så innmari kamerat, som banna og gapskratta samme hva Svein sa
     (Kyrre Andreassen Ikke mennesker jeg kan regne med 322 2024)
3 
forsterkende, som adverb til adjektiv og verb
 veldig
SITATER
  • en indmari ful kar, som politiet ikke saa let fik tag i
     (H. Meltzer Politinotitser (1874) 47)
  • et endnu mere inmari tænderskjærende vondt humør
     (Arne Garborg Mogning og manndom II 312 (1894))
  • jeg gruer meg innmari
     (Marit Nicolaysen Svein og rotta i Syden 87 1998)
  • jeg er innmari nysgjerrig
     (Jørgen Gunnerud Selvtekt 219 2000)