Det Norske Akademis Ordbok

hevn

hevn 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLen; hevnen
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
hevnen
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[hevn]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt hefnd; avledet av hevne
BETYDNING OG BRUK
handling som tjener til å gjengjelde en krenkelse
; gjengjeldelse for påført skade, krenkelse e.l.
 | jf. blodhevn
EKSEMPLER
  • få, ta hevn over noen
  • en grusom hevn
  • hevnen er søt
     | se søt
SITATER
  • jeg hadde hevnens dag i hjertet
     (Jes 63,4)
  • hevnen hører meg til, jeg skal gjengjelde, sier Herren
     (Rom 12,19)
     | om Guds gjengjeldelse og straff over menneskene
  • hævn? – Hvem nævner hævn? – Kan hævnen vække mine døde
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte I 86)
  • [jeg svor å] kræve bod eller hævn for ranet
     (Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 13)
  • det er had og hævn, som forblinder dig
     (Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 84)
     | tanken på, trangen til hevn
  • tre fulde nætter og dage var hævnens herre stærk i os
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 49 1873)
     | den hevnende, straffende Gud
  • ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham
     (Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 120 1874)
  • jeg måtte – jeg måtte ha’e hævn!
     (Henrik Ibsen Digte 98 1875)
  • det er bare pure ondskaben, er det; det er hævn over et eller andet
     (Henrik Ibsen En folkefiende 170 1882)
  • [han] svor sin moder en grusom hevn
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 96 1900)
  • litterært
     
    bære hevn på en
     (Regine Normann Nye eventyr 98 1926)
  • han skjærer tenner og pønsker på hevn over fruens nye yndling
     (Bergljot Hobæk Haff Den guddommelige tragedie 64 1989)
  • de ventet på hevnens øyeblikk
     (Tove Nilsen Etter Kairo 178 2000)