Det Norske Akademis Ordbok

forgripe

forgripe 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLforgrep, forgrepet, forgripelse
preteritum
forgrep
perfektum partisipp
forgrepet
verbalsubstantiv
forgripelse
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fårgri:´pə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk vorgrīpen, grunnbetydning 'gripe feil'; se for-; jf. gripe; se også forgripelse
BETYDNING OG BRUK
refleksivt
 
forgripe seg
 urettmessig legge hånd på
; urettmessig forsyne seg av
; mishandle
; misbruke
SITATER
  • hold denne vanvittige, at han ikke forgriber sig på os!
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 385 1873)
  • det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom
     (Henrik Ibsen Vildanden 227 1884)
  • den gemene hob … forgriber sig paa det hellige
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 320 1900)
  • han [greide] ikke … å betvinge sin sult, men forgrep seg på en brødskalk
     (Dag Solstad Roman 1987 214 1987)
  • det [er] ikke sagt at han er uærlig og forgriper seg på andres penger
     (Bergljot Hobæk Haff Den guddommelige tragedie 54 1989)
  • jeg var like ved å forgripe meg på de sorte dropsene
     (Lars Saabye Christensen Bernhard Hvals forsnakkelser LBK 2010)
  • det er de som forgriper seg fordi de har makt. De er de som forgriper seg fordi de kjenner avmakt
     (Kathrine Nedrejord Forbryter og straff 101 2022)
UTTRYKK
forgripe seg på noen
øve (seksuell) vold mot noen
  • den stakkars unge piken kan ha blitt offer for voldsmenn … og kan friste dem som ikke viker tilbake for å forgripe seg på en spirende kvinne
     (Karsten Alnæs Sabina 41 1994)
  • som om hun ville han skulle gjøre noe overilt, ville at han skulle forgripe seg på henne
     (Jan Kjærstad Kongen av Europa LBK 2005)
  • det kan være fare for at de forgriper seg igjen
     (NTBtekst 31.01.2005)
  • han ville aldri forgripe seg på henne mens hun sov
     (Toril Brekke Gullrush LBK 2008)